Jeg gik med Jesus

Obs. Dette er nedskrevne glimt. Der er ikke egentlig kronologi på denne side. Kun glimtvise erfaringer.

Der I gården står jeg. Der kunne have været brændende træ, men det er slaverne og tjenestefolkene der holder til her i gården i natten. Derfor er det resterne, Det er det trækul der er tilbage og bragt ud fra den jødiske leder Annas bolig og køkken.

Det er slaver, ja,lederen Annas slaver der varmer sig ved trækullene. Det glæder rødt. Et svagt skær. Natten er i øvrigt kulsort, og det er koldt.

Et øjeblik er her helt stille, efter soldaterne, slog på Jesus som står bundet i mørket. Han spurgte hvorfor de slog ham, hvis det var han talte sandt.

Tænker over om ham der ved bålet, er ham der huggede et øre af en slave, i en have, tidligere i dag, da de anholdt Jesus. Han ligner. Men, han nægter det. Han siger, at han ikke kender ham, Jesus. At han ikke er en der tror på ham, den fremmede mand, der står bundet der mørket. 

I dag mistede Malkus sit øre. Han, der står ved kullene, som er i familie med Malkus, siger han er sikker på, at han så ham i haven i dag.

Hanen galer, Peter må rejse sig. Går ud fra gården. Ud i dagens begyndende lys. Men, uden sin stemme fra Gud til at guide sig,

Han har sine ører. Men, han mangler sin stemme, der kan tale det gode til ham. 

Nu står han der i mørket, son er ved at blive til lys. Han græder.

(joh 18,12-27)

Kullene gløder. Jeg bliver mindet om min utilstrækkelighed i min nuværende hverdag. Kan ikke købe mig tilstrækkelighed, selvom jeg prøver. 

Jeg er fri, men har svært ved at lytte. Selv om jeg konstant kredser om, at få tid til min kontemplation. Når jeg prøver at købe mig til mere tilstrækkelighed, købe mig fra min usikkerhed. Så er det som at smide trækul på slavernes bål. Det er dem der varmer sig. 

Som Peter i mørket? Nej, faktisk er det alt for ofte sådan, jeg ikke vil lytte. Jeg vil ikke rigtig høre efter andet end mit egos forrygende tanker. Jo, de kan være gode, men, at jeg er der, ville være fejlagtigt at påstå. Når jeg ikke vil lytte, så mister jeg samtidig evnen til at lytte ind i fællesskaber. Fællesskaber, Den vigtigste grundsten i vores menneskelige verden, hvis du spørger mig.  

Hørte jeg hvad han sagde?

(joh. 18,19-24)

Der er ved at blive lyst. Dagen begynder. Gården er stadig fyldt med slaver, tjenestefolk, tempelvagter og soldater. Nu kan man se Jesus der står bundet. 

Lederen Annas er kommet ud. Han går hen for at udspørge ham. 

Står og ser på. Imellem alle disse mennesker, fra forskellige folkeslag, fra forskellige egne. Fra de fattige hjem. Det er de jo: slaverne, tjenestefolkene og soldaterne. Jesus siger, at hvis Annas vil vide hvad han har sagt, i synagogerne og på tempelpladsen, hvor han har undervist. Ja, så må han spørge jøderne, der kommer der. Der er ikke nogen til stede i gården, ikke nogen der kommer der, ikke nogen der ved hvad Jesus har sagt i synagogerne. Det på trods af der godt nok er mange mennesker i Annas gård.

Jesus startede ellers med at sige, at han har talt i fuld offentlighed til verden.

Hvem i gården skulle kunne svare på det, hvad han har sagt? Ingen der? 

Tempelvagten slår ham, Jesus, lige i ansigtet. Provokeret? Han spørger Jesus, "hvordan er det du taler, til den jødiske leder Annas?" 

Jesus svarer på at blive slået i ansigtet, af tempelvagten. Han taler til soldaten, ikke til Annas: "Hvis jeg har sagt noget forkert, så bevis det?", Han spørger tempelvagten: "Hvis det jeg har sagt er rigtigt, hvorfor slår du mig så?"

Annas bliver ignoreret, Jesus taler til tempelvagten.

Jesus bliver sendt videre til ypperstepræsten.